tirsdag den 13. august 2013
En uventet Drejning
Der blev vaccineret i hobetal - selvom sprøjtedamen var meget magtliderlig og alting skulle ske efter HENDES piberytme. Nå; jeg var ikke blandt nålepuderne, så jeg kunne heldigvis være lideglad, men alle de øvrige i husstanden led under ømme arme og forbud mod at spise fisk og æg eller drikke alkohol. Ikke, at det var noget større problem, bortset fra, at forbuddet i sig selv satte gang i lysten til netop disse ting.
Oveni har udgravningen fået et nyt medlem. Robin, Ann og Naja var på vej ned for at handle, da de stødte på en lille, sort pølse på gaden. Ved nærmere undersøgelser viste det sig at være en 6 uger gammel hundehvalp, der var dækket og døden nær af lopper. Naja huggede straks en plastickasse, som de fik hvalpen op i, og alle løb op til Erik, som sprang ud i bilen og så gik det ellers i fuld gallop til dyrlægen. Her blev den lille omgående behandlet og skulle være til i overvågning natten over. Næste dag tog Erik, Naja og jeg ind efter den. Da var det en helt anden lille hvalp, der mødte os. Den logrede ligefrem! Men så snart den kom ned i transporttasken, gik den helt kold og snorksov hele vejen tilbage til huset. Den fik masser af vand og blev virkelig puslet om. Robin mente, at den skulle kaldes Titus Livius, fordi den "Lived". Det blev hurtigt til Tyfus Livius, men det blev stemt ned. Store, tjekkiske Thomas foreslog, at den kom til at hedde "Erico" efter Erik (de græske gravere udtaler det Erico), fordi han havde været med til at redde ham. Det blev enstemmigt vedtaget. Lille Erik er sort og ligner umiddelbart en planding mellem en rottweiler og en gravhund. Han er vældig sød, meget rolig og artig, og det er tydeligt, at han har taget os til sig. Han bor hos Naja, der bor et sted, man må have hund. Hun har allerede gamle Vilma, hvis reaktion hun var meget bekymret for, da Vilma hader andre hunde. Men Vilma tog det overraskende fint - så længe Erik respekterer, at hun skal være den første, der hilser på Naja ved døren, når hun kommer hjem.
Søndag foreslog Ann at vi tog til stranden, men jeg havde stadig mine skoldede tæer i erindringen, så jeg takkede pænt nej. Naja spurgte, om jeg i så fald ville passe Erik, for hun var stadig lidt bekymret for at lade de to hunde være alene hjemme sammen. Jeg ville med glæde agere tante, selvom hunde er strængt forbudt i huset. Så Erik og jeg barrikaderede os på værelset, og jeg tændte for værelsets air condition, så der var til at holde ud at være for en lille hund. Erik lå i fodenden af min seng, mens jeg spillede computer og slappede af. Vi hyggede virkelig. Jeg havde naturligvis sat vand frem til ham. Pludselig bankede det på døren; det var rengøringsdamen, men jeg nåede at standse hende ude på gangen, iført nattøj, og præsterede at se tilpas søvndrukken ud til at hun lod værelset være. Det ville jo have været frygteligt hvis hun havde opdaget Erik og havde fortalt det til udlejeren!
Nå. Jeg fandt en udtjent toiletrulle, som Erik hurtigt kastede sin kærlighed over og småtyggede på, og alting var fryd og gammen, til jeg pludselig hørte Birgitta kalde på mig. Jeg blev vildt forskrækket og så i ånden, at de andre var kommet noget til, så jeg sprang ud af sengen og ned i opholdsrummet. I farten lukkede jeg døren efter mig, så Erik ikke ville blive opdaget, for jeg vidste ikke, hvordan det ville blive modtaget, at vi havde ham hos os og ikke hjemme hos Naja.
Både Birgitta og Erik - udgravningsleder og Hundefrelser - var troppet op, hvilket ikke gjorde min bekymring mindre, og jeg spurgte straks. Men der var ikke grund til at være bekymret for dem.
"Nej, det er mere dig, jeg er bekymret for." sagde Birgitta.
Det løb mig koldt ned ad ryggen.
"Har jeg gjort noget galt?"
"Ih, nej!" udbrød Erik, og tog ligefrem piben ud af munden, "vi er meget begejstrede for din indsats. Du laver et fremragende stykke arbejde!" (Her skal det lige tilføjes, at jeg endelig er blevet fuldstændig up to date med fundene og billederne, og Erik var meget imponeret over kvaliteten).
Muligvis er det min generelle glemsomhed og de første dages forvirring og behov for omstilling, der har henledt deres opmærksomhed; måske er det også det faktum, at jeg for første gang i mit liv har følt en form for hjemve, og derfor måske har virket utilpas, jeg ved det ikke. I hvert fald havde de lagt mærke til, at jeg ikke virkede til at have det godt, og med deres fyrre års erfaringer i felten, kunne de også spore begyndende tegn på alvorlig stress:
".... Og når de allerede opstår inden for den første uge af en udgravning, allerede inden, der rigtig kommer drøn på, tyder det ikke godt for resten af opholdet," sagde Birgitta, "så vi har valgt at sende dig hjem."
Hun var meget tydeligt bekymret for mig. Hun fortalte, at hun havde spekuleret så meget over det, at hun ikke havde fået sovet.
Imens de havde talt, havde Lille Erik været helt hysterisk, fordi jeg havde efterladt ham. Han skreg og hylede og sprang mod døren oppe på værelset, og selvom det skar mig i hjertet, lod jeg som ingenting og håbede, at de troede, at det var en af naboernes hunde. De lod tydeligvis ikke til at bemærke noget, men da de foreslog at jeg kom med ned til dem for at bestille flybilletten hjem, var jeg nødt til at bekende kulør.
"Jeg er lige nødt til at gå op efter Erik," røg det ud af mig. De så forståeligt nok overraskede ud.
"Æææh... Ja, øh, vi valgte at opkalde ham efter dig, Erik, fordi du hjalp med at redde hans liv." Tiøren faldt, og Eriks øjne lyste op af glæde.
"Er det hundehvalpen?! Er han her? Må vi ikke nok se ham?!" spurgte Birgitta, der endnu kun havde hørt om Eriks tur til dyrægen (vælg selv hvilken af Erik'erne). Jeg gik straks op efter ham. Erik var holdt op med at jamre og havde i stedet gemt sig under sengen. Arme lille fyr. Så han kom straks op i min favn. Store Erik og Birgitta blev straks som to, nybagte bedsteforældre, og Erik var sikker på, at han lignede ham. Jeg tror, at det faldt i rigtig god jord, at han havde fået heltestatus.
Nå... Men jeg var altså blevet sendt hjem. Vi tog op for at bestille en flybillet til den næste dag, og jeg gik hjem for at pakke. De andre blev temmelig chokerede over nyheden, og der var en underligt, tung stemning resten af dagen. Om aftenen gik vi ud at spise for at tage afsked.
Jeg skulle flyve halv fire den næste dag, så jeg troppede op ved udgravningen og tog en sidste afsked klokken to, inden Naja og Birgitta kørte mig til lufthavnen. Jeg skulle mellemlande i Wien, og turen forløb uden større begivenheder, end at sæderne bag min kække, franske sidekammerat og jeg, var tomme, så vi rigtig kunne brede os med at tage en sæderække hver.
Jeg havde ringet til min mor for at høre, om hun kunne hente mig i lufthavnen, og på trods af mine forsikringer om, at jeg var okay, havde hun været ved at gå til at bekymring. Hun nægtede at ånde lettet op, før hun så mig.
Nu sidder jeg så hjemme hos hende; efter kun een uge på en udgravning, jeg ellers har glædet mig til at deltage i, i mere end et år. Jeg er bare glad for, at jeg ikke blev sendt hjem fordi de var rædselsfuldt utilfredse med mig. Det er ærgerligt, men sådan kan det gå.
Jeg ved ikke, hvad der vil ske videre med bloggen, som jo var blevet oprettet for at fortælle om alle de finurlige ting, der ville komme til at ske under mit ophold.
Oveni har udgravningen fået et nyt medlem. Robin, Ann og Naja var på vej ned for at handle, da de stødte på en lille, sort pølse på gaden. Ved nærmere undersøgelser viste det sig at være en 6 uger gammel hundehvalp, der var dækket og døden nær af lopper. Naja huggede straks en plastickasse, som de fik hvalpen op i, og alle løb op til Erik, som sprang ud i bilen og så gik det ellers i fuld gallop til dyrlægen. Her blev den lille omgående behandlet og skulle være til i overvågning natten over. Næste dag tog Erik, Naja og jeg ind efter den. Da var det en helt anden lille hvalp, der mødte os. Den logrede ligefrem! Men så snart den kom ned i transporttasken, gik den helt kold og snorksov hele vejen tilbage til huset. Den fik masser af vand og blev virkelig puslet om. Robin mente, at den skulle kaldes Titus Livius, fordi den "Lived". Det blev hurtigt til Tyfus Livius, men det blev stemt ned. Store, tjekkiske Thomas foreslog, at den kom til at hedde "Erico" efter Erik (de græske gravere udtaler det Erico), fordi han havde været med til at redde ham. Det blev enstemmigt vedtaget. Lille Erik er sort og ligner umiddelbart en planding mellem en rottweiler og en gravhund. Han er vældig sød, meget rolig og artig, og det er tydeligt, at han har taget os til sig. Han bor hos Naja, der bor et sted, man må have hund. Hun har allerede gamle Vilma, hvis reaktion hun var meget bekymret for, da Vilma hader andre hunde. Men Vilma tog det overraskende fint - så længe Erik respekterer, at hun skal være den første, der hilser på Naja ved døren, når hun kommer hjem.
Søndag foreslog Ann at vi tog til stranden, men jeg havde stadig mine skoldede tæer i erindringen, så jeg takkede pænt nej. Naja spurgte, om jeg i så fald ville passe Erik, for hun var stadig lidt bekymret for at lade de to hunde være alene hjemme sammen. Jeg ville med glæde agere tante, selvom hunde er strængt forbudt i huset. Så Erik og jeg barrikaderede os på værelset, og jeg tændte for værelsets air condition, så der var til at holde ud at være for en lille hund. Erik lå i fodenden af min seng, mens jeg spillede computer og slappede af. Vi hyggede virkelig. Jeg havde naturligvis sat vand frem til ham. Pludselig bankede det på døren; det var rengøringsdamen, men jeg nåede at standse hende ude på gangen, iført nattøj, og præsterede at se tilpas søvndrukken ud til at hun lod værelset være. Det ville jo have været frygteligt hvis hun havde opdaget Erik og havde fortalt det til udlejeren!
Nå. Jeg fandt en udtjent toiletrulle, som Erik hurtigt kastede sin kærlighed over og småtyggede på, og alting var fryd og gammen, til jeg pludselig hørte Birgitta kalde på mig. Jeg blev vildt forskrækket og så i ånden, at de andre var kommet noget til, så jeg sprang ud af sengen og ned i opholdsrummet. I farten lukkede jeg døren efter mig, så Erik ikke ville blive opdaget, for jeg vidste ikke, hvordan det ville blive modtaget, at vi havde ham hos os og ikke hjemme hos Naja.
Både Birgitta og Erik - udgravningsleder og Hundefrelser - var troppet op, hvilket ikke gjorde min bekymring mindre, og jeg spurgte straks. Men der var ikke grund til at være bekymret for dem.
"Nej, det er mere dig, jeg er bekymret for." sagde Birgitta.
Det løb mig koldt ned ad ryggen.
"Har jeg gjort noget galt?"
"Ih, nej!" udbrød Erik, og tog ligefrem piben ud af munden, "vi er meget begejstrede for din indsats. Du laver et fremragende stykke arbejde!" (Her skal det lige tilføjes, at jeg endelig er blevet fuldstændig up to date med fundene og billederne, og Erik var meget imponeret over kvaliteten).
Muligvis er det min generelle glemsomhed og de første dages forvirring og behov for omstilling, der har henledt deres opmærksomhed; måske er det også det faktum, at jeg for første gang i mit liv har følt en form for hjemve, og derfor måske har virket utilpas, jeg ved det ikke. I hvert fald havde de lagt mærke til, at jeg ikke virkede til at have det godt, og med deres fyrre års erfaringer i felten, kunne de også spore begyndende tegn på alvorlig stress:
".... Og når de allerede opstår inden for den første uge af en udgravning, allerede inden, der rigtig kommer drøn på, tyder det ikke godt for resten af opholdet," sagde Birgitta, "så vi har valgt at sende dig hjem."
Hun var meget tydeligt bekymret for mig. Hun fortalte, at hun havde spekuleret så meget over det, at hun ikke havde fået sovet.
Imens de havde talt, havde Lille Erik været helt hysterisk, fordi jeg havde efterladt ham. Han skreg og hylede og sprang mod døren oppe på værelset, og selvom det skar mig i hjertet, lod jeg som ingenting og håbede, at de troede, at det var en af naboernes hunde. De lod tydeligvis ikke til at bemærke noget, men da de foreslog at jeg kom med ned til dem for at bestille flybilletten hjem, var jeg nødt til at bekende kulør.
"Jeg er lige nødt til at gå op efter Erik," røg det ud af mig. De så forståeligt nok overraskede ud.
"Æææh... Ja, øh, vi valgte at opkalde ham efter dig, Erik, fordi du hjalp med at redde hans liv." Tiøren faldt, og Eriks øjne lyste op af glæde.
"Er det hundehvalpen?! Er han her? Må vi ikke nok se ham?!" spurgte Birgitta, der endnu kun havde hørt om Eriks tur til dyrægen (vælg selv hvilken af Erik'erne). Jeg gik straks op efter ham. Erik var holdt op med at jamre og havde i stedet gemt sig under sengen. Arme lille fyr. Så han kom straks op i min favn. Store Erik og Birgitta blev straks som to, nybagte bedsteforældre, og Erik var sikker på, at han lignede ham. Jeg tror, at det faldt i rigtig god jord, at han havde fået heltestatus.
Nå... Men jeg var altså blevet sendt hjem. Vi tog op for at bestille en flybillet til den næste dag, og jeg gik hjem for at pakke. De andre blev temmelig chokerede over nyheden, og der var en underligt, tung stemning resten af dagen. Om aftenen gik vi ud at spise for at tage afsked.
Jeg skulle flyve halv fire den næste dag, så jeg troppede op ved udgravningen og tog en sidste afsked klokken to, inden Naja og Birgitta kørte mig til lufthavnen. Jeg skulle mellemlande i Wien, og turen forløb uden større begivenheder, end at sæderne bag min kække, franske sidekammerat og jeg, var tomme, så vi rigtig kunne brede os med at tage en sæderække hver.
Jeg havde ringet til min mor for at høre, om hun kunne hente mig i lufthavnen, og på trods af mine forsikringer om, at jeg var okay, havde hun været ved at gå til at bekymring. Hun nægtede at ånde lettet op, før hun så mig.
Nu sidder jeg så hjemme hos hende; efter kun een uge på en udgravning, jeg ellers har glædet mig til at deltage i, i mere end et år. Jeg er bare glad for, at jeg ikke blev sendt hjem fordi de var rædselsfuldt utilfredse med mig. Det er ærgerligt, men sådan kan det gå.
Jeg ved ikke, hvad der vil ske videre med bloggen, som jo var blevet oprettet for at fortælle om alle de finurlige ting, der ville komme til at ske under mit ophold.
onsdag den 7. august 2013
Billedkavalkade 1
 |
| Den lokale Poseidon... |
 |
| Ann, min room mate. Rigtig sød. |
 |
| De lokale killinger |
 |
| Gårdens katter. |
 |
| Vores hus. Vi bor i det blå, men skal gå ind bag det sorte gitter ved det gule for at komme om i gården. |
Louise på Slap Line
Så blev det hverdag, og der blev taget
hul på en helt ny sektion af udgravningen. Ikke at det var særlig
populært hos udgravningens naboer, der må gå på planker for at
komme ud af deres døre. Særligt en ældre dame har meget travlt med
at skælde ud, mens en børnefamilie længere oppe ad gaden har
travlt med at advare os mod mistænkelige typer i kvarteret.
 |
| Den gamle udgravning |
 |
| Området med gravene |
Jeg er kommet i den herlige Birgittas
varetægt og har på nuværende tidspunkt haft succes med at
registrere flere genstande, end det lykkedes mig at få gjort i Rom.
Til gengæld snakker jeg ikke så højt om mine meritter som
fotograf.
Jeg tager massevis af billeder – det kan man roligt sige – men de første tre dage har været én lang række fiaskoer. Først var mine billeder overbelyste; så var de alt for mørke, og jeg kunne ikke justere dem i Photo Shop. Da jeg var henne for at vise Erik billederne i privaten, var det lige før han troede, at der enten var noget galt med kameraet eller computeren, så jeg blev sendt tilbage til mit værelse efter begge dele – naturligvis ikke på én gang, så jeg pendlede frem og tilbage, så en lille, gammel dame, der sad og nød aftensolen på sin altan, til sidst råbte velsignelser efter mig, fordi jeg blev ved med at løbe i varmen. Da jeg havde fået slæbt alle mine tekniske ting frem, viste det sig, at jeg bare havde fejlinstalleret kamerablænden til minus 103 i stedet for PLUS 103. Jeg følte mig særdeles dum... Erik grinede bare af mig. Birgitta kunne ikke forstå hvordan jeg kunne bære mig ad. Jeg forstår det heller ikke.
Jeg tager massevis af billeder – det kan man roligt sige – men de første tre dage har været én lang række fiaskoer. Først var mine billeder overbelyste; så var de alt for mørke, og jeg kunne ikke justere dem i Photo Shop. Da jeg var henne for at vise Erik billederne i privaten, var det lige før han troede, at der enten var noget galt med kameraet eller computeren, så jeg blev sendt tilbage til mit værelse efter begge dele – naturligvis ikke på én gang, så jeg pendlede frem og tilbage, så en lille, gammel dame, der sad og nød aftensolen på sin altan, til sidst råbte velsignelser efter mig, fordi jeg blev ved med at løbe i varmen. Da jeg havde fået slæbt alle mine tekniske ting frem, viste det sig, at jeg bare havde fejlinstalleret kamerablænden til minus 103 i stedet for PLUS 103. Jeg følte mig særdeles dum... Erik grinede bare af mig. Birgitta kunne ikke forstå hvordan jeg kunne bære mig ad. Jeg forstår det heller ikke.
Så i dag har jeg måttet omfotografere to dages arbejde. Oveni havde kameraets hukommelseskort ikke gemt billederne – troede jeg – så jeg måtte fotografere skidtet om igen. Da disse så heller ikke var på kortet, da jeg skulle overføre billederne, blev jeg ikke bare irriteret, jeg gik også i panik! Det viste sig dog, at det bare var et spørgsmål om at hive et stik ud og sætte det fast igen, så opdaterede overførslen. For pokker da ikke også! Jeg har ikke fornemmelsen af, at jeg har gjort mig bemærket som et videre intelligent individ... Men Birgitta har da kaldt mig skat, så jeg tror ikke, at hun ligefrem hader mig.
Birgitta er svensk; hun er gift med Erik, og hun taler et herligt sammensurium af forsvensket dansk, fordansket svensk, engelsk og græsk, som ikke gør mig mindre forvirret. Hun er desuden særdeles dygtig til at identificere potteskår. Hver dag går vi ned på museet, som ligger midt i turistområdet, for at se til de fund, der er blevet vasket. Museet har fastansatte til at vaske fundene, så arkæologerne ikke behøver at gøre det, og i stedet kan bruge tiden på udgravning og rapportarbejde. Vi ser bunkerne af fund igennem, vejer de forskellige grupper og udvælger repræsentative genstande til registrering. Disse tager vi med tilbage på magasinet, som ligger i nogle gamle, venetianske skibshuse. Her står der kasser med fund fra hele byen, helt tilbage fra halvfjerdserne. Alle er ordnet i nøje afmærkede kasser, så alle nemt kan finde det, de leder efter. Dog har Birgitta og Erik en krig kørende om kasserne. Hun gemmer de tomme så godt hun kan, fordi de skal bruges til de registrerede ting – og han kommer og stjæler dem til at transportere fund fra udgravningen. Hun har bandet og svovlet så meget over det, at han er begyndt at sende en ung, græsk fyr i stedet: ”Det er godt gjort, at han bare sender sådan nogle unge, smukke mænd herhen, som jeg ikke kan sige nej til!”
 |
| Udgravningsområdet - Den aktive udgravning er oppe ad vejen i højre side af billedet. |
Til gengæld sker der ting og sager i marken! Vi var knapt kommet under asfalten, før en tidlig kristen kirke kom frem, samt resterne af en brønd og fire grave. De tre af gravene var tomme, men den fjerde var fyldt med skeletter – i hvert fald fire mennesker. De var skyndsomt begravet, og efter nogen debatteren frem og tilbage og ringen til en knoglespeciallist, blev jeg sendt fra magasinet i fuld galop for at advare holdet om, at der var fare for langtidsholdbare sygdomme. I første omgang bød risikoen på skoldkopper, miltbrand eller tyfus, så jeg lyttede ikke til rådet om at lade være med at løbe i middagsheden! Heldigvis havde ham, der håndterede knoglerne allerede fået handsker på, men min advarsel satte gevaldigt liv under fødderne på min leder – som ellers ikke ligger på den lade side. Han strøg med mig ned på magasinerne for selv at høre mere om advarslen. Det blev udspecificeret, at risikoen for tyfus var størst, og at alle, der havde med gravene at gøre, skulle vaccineres hurtigst muligt. Jeg så allerede i ånden, hvordan vi fik spredt epidemier af diverse frygtelige sygdomme over hele byen. Birgitta og Anaya (en rigtig sød dame, der taler et perfekt engelsk og studerer solderester gennem et mikroskop for at finde korn, fiskeskæl og så videre) styrtede af sted for at få arrangeret en vaccinationstid. Jeg stod alene tilbage i magasinet med vagten, der konstant talte i telefon, og diverse turister, der troppede op i døren for at fotografere indenfor. Jeg skyndte at få fotograferet det, jeg havde kikset tidligere, så jeg ikke var alt for langt bagud, men her til aften har jeg opdaget, at der er en hel fundgruppe, jeg har overset. Aaaaargh!!!
Pludselig troppede den unge gravere op og sagde et eller andet til mig på græsk, som sikkert havde noget med kasser at gøre – det var det så ikke i første omgang. Han havde brug for markeringssedler. Jeg havde ingen anelse om, hvor man fandt dem, så jeg stjal nogle til ham, fra et nærliggende skrivebord. Senere kom han tilbage for at hente kasser.
Da Birgitta og Anaya kom tilbage,
fortalte de, at de havde været på fire forskellige klinikker –
bare fordi tingene altid skal være sværere at opnå i Grækenland –
og at de ligefrem havde været oppe at skændes med en læge, som
mente, at deres ønske om en vaccination var tåbelig: ”Hvem i
alverden bliver vaccineret for tyfus nu til dags?!” Birgitta havde
ligefrem lyst til at spørge, om damen nu var sikker på, at hun også
var læge. I alle tilfælde tropper der én op på udgravningen i
morgen klokken halv ni, og så må folk ellers bare frem med armen.
søndag den 4. august 2013
Det der med flytransport...
Jeg var meget nervøs allerede fra morgenstunden, og jeg var oppe en time før uret ringede. Det sidste blev pakket, håret blev vasket, og så var det ellers af sted mod Kastrup. Min mor og jeg kørte rundt længe for at finde et sted at parkere, men det lykkedes, og så var det tid til at checke ind. Det skulle man selv gøre - hvilket ikke gjorde min nervøsitet mindre, men det gik uden større vanskeligheder, og min rygsæk blev ligeledes afleveret. Jeg forsøgte at trække tiden ud, inden jeg skulle tage afsked med min mor, men den gik ikke, og jeg var nødt til at passere security. Jeg fløj med Norwegian og havde tilmeldt mig en telefonservice, som ville underrette mig om eventuelle aflysninger. Denne service anviste mig til gate A-6.
 |
| Græsbjørn er klar! |
Men der var øde og tomt ved A-6... Det viste sig, at afgangen til Chania var fra A-26. Den lå i den fjerneste ende af Kastrup Lufthavn, ned ad en trappe og så halvvejs tilbage igen, Det var lige før, at det havde været hurtigere at gå hele vejen til Kreta...
Da jeg kom frem, viste monitoren, at afgangen var forsinket 20 minutter. Sms-tjenesten bombarderede mig stadig med meldinger om, at jeg skulle boarde fra gate A-6...
En stakkels, rundmavet mand løb frem og tilbage for at komme til sin gate, mens han blev kaldt og kaldt over højtalerne, men han måtte ikke skyde genvej ude mellem flyene - heller ikke selvom han gispende faldt på knæ med et "Please!" for sikkerhedsfolkene.
Jeg sympatisvedte - en lovende start på turen. Der kom flere og flere til gaten, og vi fik at vide, at vi ikke kunne komme ud i flyet, fordi der var problemer med at få en passager ud af flyet fra en tidligere afgang. Det var meget spændende. Imens måtte halvdelen af de rejsende, der skulle med samme fly som jeg, stå i en glashal, der bare blev varmere og varmere. Klokken 15:30 - med over en times forsinkelse - kunne vi få lov at gå ombord.
Jeg skulle flyve med en flok kæphøje post-teenagere, som jeg personligt gerne ville have sluppet for at sidde LIGE FORAN, men nej. Det hjalp heller ikke, at den mandlige steward så rasendes godt ud og hele tiden hilste på mig og stillede sig op lige foran min gangplads, da sikkerhedsproceduren skulle gennemgås. senere, da der blev serveret mad, fik han også stillet sig sådan, at jeg fik hans mås i ansigtet, da han bukkede sig efter et eller andet. Jeg kunne helt klart ikke få lov at læse om udgravningen i fred...
Da vi ankom til Chania var det, at jeg kom i tanker om, at Hallager, som havde lovet at hente mig, ikke vidste hvordan jeg så ud! Så stressede jeg igen, mens jeg blev genforenet med taske og kom fri af færgetrækket af danskere, der skulle på charterferie. Pludselig var der en lille solbrændt dame, der spurgte mig, om jeg var Louise. "Øh, ja?" svarede jeg, og det viste sig at være Hallagers kone, Birgitta. Erik sprang rundt bag mig og ledte som en gal. De havde aftalt at se efter een med masser af bagage, uden børn og med et tilpas forvirret ansigtsudtryk. Og den beskrivelse passede perfekt!
Vi kørte fra lufthavnen i solnedgangen - den er meget kort hernede - og snakkede en masse. De var nysgerrige efter at høre om vejret i Danmark - og naturligvis om mig. Birgitta pegede så snart der var en seværdighed, jeg ikke måtte misse, og jeg ærgrede mig inderligt over, at jeg ikke havde kamera med.
Vi kørte fra lufthavnen i solnedgangen - den er meget kort hernede - og snakkede en masse. De var nysgerrige efter at høre om vejret i Danmark - og naturligvis om mig. Birgitta pegede så snart der var en seværdighed, jeg ikke måtte misse, og jeg ærgrede mig inderligt over, at jeg ikke havde kamera med.
Efter at være kørt rundt i en masse små gader, var vi fremme, og Birgitta viste mig vores hus. De selv boede et andet sted. Stedet, jeg bor, er blåt og med gårdhave og en masse katte. De andre var ved at spise, da jeg kom, og jeg fik mad med. Jeg deler værelse med en arkitektstuderende fra Århus ved navn Ann, som står for de overordnede tegninger, mens svenske Robin bor overfor os, og tjekkiske Thomas bor nedenunder. En fjerde er Naja, som bor i et hus for sig, fordi hun har sin lille hund med.
Lige overfor os bor et ældre, amerikansk ægtepar og en gammel, græsk dame, der harker konstant. Hun er allerede navngivet Harkeren. Det amerikanske par er rigtig søde og meget interesserede i udgravningen. De er hele tiden ude at opleve et eller andet, og den gamle mand har ikke holdt fødsselsdag hjemme de sidste fire år, fordi de rejser så meget. De er meget livsbekræftende. I skrivende stund sidder han - pukkelrygget og med hinkestensbriller og bøllehat - overfor mig og tjekker mails på sin computer. Der er ikke internet i huset - men der er myrer og meget varmt - så hvis man vil føre blog, må man gå ned til receptionen på et nærliggende hotel. Det betyder, at min blog muligvis ikke bliver opdateret hver dag; det kommer an på, hvor travlt jeg får.
 |
| Vores fantastiske, astmavenlige vægudsmykning |
 |
| Min ven, Skab. Kan godt lide brydning - det opdager man hver gang, man skal lukke lågen. Har INGEN hylder... |
 |
| Ann og Robin i køkkenet. |
 |
| Entre |
Lige overfor os bor et ældre, amerikansk ægtepar og en gammel, græsk dame, der harker konstant. Hun er allerede navngivet Harkeren. Det amerikanske par er rigtig søde og meget interesserede i udgravningen. De er hele tiden ude at opleve et eller andet, og den gamle mand har ikke holdt fødsselsdag hjemme de sidste fire år, fordi de rejser så meget. De er meget livsbekræftende. I skrivende stund sidder han - pukkelrygget og med hinkestensbriller og bøllehat - overfor mig og tjekker mails på sin computer. Der er ikke internet i huset - men der er myrer og meget varmt - så hvis man vil føre blog, må man gå ned til receptionen på et nærliggende hotel. Det betyder, at min blog muligvis ikke bliver opdateret hver dag; det kommer an på, hvor travlt jeg får.
 |
| Græsbjørn of Arabia.... |
fredag den 2. august 2013
TIDSOVERSIGTEN - Den helt bestemte side, man altid vender tilbage til i et opslagsværk.
Som det er gældende med ALT i den arkæologiske verden, er også placeringen og dateringerne af de forhistoriske tidsperioder stærkt omdiskuterede og præget af århundreders intriger og magtkampe. Derfor har jeg lavet en grov skitsering af den forhistoriske kronologi på Kreta, så folk, der ikke har med den slags at gøre til daglig, også kan være med, når jeg f.eks. siger, at noget er fra Protopalatial periode. Jeg skal allerede så tidligt i mit bekendtskab med bloggen understrege, at ALLE faglige årstal er før vor tidsregning, og derfor skal der regnes baglæns, når man bevæger sig fremad i tiden. Det kan godt være forvirrende, hvis man ikke er vant til det, men jeg skal gøre mit bedste for at gøre det så nemt at forstå som overhovedet muligt. Ellers må der råbes på hjælp i kommentarsporet.
 |
| Klik for at forstørre. |
Om udgravningerne på Hagia Aikaterini - Opdateret
Udgravningerne på Hagia Aikaterini-torvet blev påbegyndt i 1964 under ledelse af Dr. Yannis Tzedakis, hvor store mængder af minorisk keramik blev fundet. Fra 1970 har der foregået et systematisk samarbejde mellem Grækenland og Det svenske Institut i Athen, stadig under ledelse af Dr. Tzedakis, men med danske Erik Hallager som leder af den svenske del. I dag har udgravningerne afdækket ca. 5000 års historie på 600 m² og er nede i omkring 2 m under gadeniveau.
Beboelsen af højen begynder i slutningen af Neolitisk tid (3500 fvt.) og fortsætter uafbrudt op til i dag, og allerede i Præpalatial tid (3000-1500 fvt.) bevidner den tætte og omhyggeligt konstruerede arkitektur om byens vigtighed. Der er vægge pudset op med mørkerød gips, tykke, stampede lergulve med omhyggeligt nedsunkne arnesteder, og flere steder er der fundet lokal keramik af helt enestående høj kvalitet. Importvarer og efterligninger afslører handel med bl.a. Knossos, Peloponnes og Kykladerne.
Henimod slutningen af den præpalatiale periode sker der en forøgelse i befolkningen, hvilket forbindes med en generel økonomisk vækst, og det resulterer i koloniserigen af den nærliggende ø, Kythera. Det er på dette tidspunkt, at paladserne Knossos, Phaestos og Malia begynder at få deres indflydelse på øen, og dette spores også på Hagia Aikaterini-udgravningen. Det er begrænset, hvad der har været af fund fra Protopalatial periode (1900-1700 fvt.) i forhold til perioderne inden, sandsynligvis på grund af yngre fundamenter, som "tynger" på de ældre lag. Alligevel er der rigeligt med beviser for, at beboelsen stadig blomstrede. I Neopalatial periode (1700-1450 fvt.) findes der tydelige tegn på omhyggelige om- eller genopbygninger. Arkitekturen er fuld af fornyelser og meget af det er træk, man først har set på paladserne, men senere på rige huse og villaer omkring dem. Størstedelen af det blotlagte område på Hagia Aikaterinitorvet tilhører den sidste del af denne periode (som også kaldes Senminoisk 1b)
Udgravningen har blotlagt grundplanen af en bygning, samt dele af tre andre. De er opdelt i blokke, adskilt af smalle gader og små torv. Den hele af bygningerne har et grundareal på 225 m² og har været i to etager. Alene i stueetagen var der 14 rum, og hovedindgangen, der findes ud til gaden mod syd, inkluderer et polythyron (en hal med flere døre), en lysbrønd, køkken og en dobbelttrappe.
I midten af køkkenet findes en af de føromtalte, nedsunkne arnesteder, og fund af vægte umiddelbart ved siden af, afslører vævens placering. Fund fra de andre rum identificerer lagerrum, arkiv og et skatkammer.
Forskellige små rør vidner om opsamling af regnvand fra tage og lysbrønde, mens andre rør, placeret under gadeplanet, har fungeret som kloakering.
Stedet blev ødelagt af en voldsom brand omkring 1450 fvt (hvilket stemmer overens med andre ødelæggelser overalt på resten af øen), og det tykke askelag, som efterfølgende dækkede ruinerne, har indkapslet og bevaret flere data for eftertiden, end det har været tilfældet med de tidligere faser. Straks efter branden er stedet blevet genopbygget, omend kun delvist, og her har man fundet et segl af særdeles fin kvalitet, kaldet "The Master Impression". Seglet er af helt særlig betydning for både udgravningen og Kreta, da det forestiller noget meget sjældent for minoisk billedkunst: Et toetagers byggekompleks.
Bygningerne er placeret ud til en stejl klippekyst, og faktisk er ligheden mellem lansdskabet på seglet og det område af Kastellihøjen, det blev fundet på, så slående, at man mener, at det ikke kan være tilfældigt. Bygningens tage er udsmykkede med hellige horn - som det er udbredt i minoisk tid, men den centrale og højeste bygning har tillige en statue af en ung mand.
I begyndelsen af det 14. århundrede (dvs. i 1500 tallet) før vor tidsregning var handelsbalancen rykket over i mykensk favør, og Kreta kun en mindre del af denne verden. På Hagia Aikaterini sker dette samtidig med et nyt byggeprogram, hvor pladsfordelingerne i de nye bygninger var markant anderledes: Rummene var store og som regel i stueetagen, og der var massevis af hygiejneområder.
Det lokale pottemagerværksted blomstrede, og særligt khaniote-krukker er fundet. Disse blev som regel brugt i handlen med lokal olivenolie, og krukker af denne type er fundet i Mykene, Tiryns, Eleusis, Orchomenos og Theben.
Området brændte igen omkring 1300 fvt, hvilket resulterede i, at man har bevaret flere tavler med Linear B skrift. En af disse omtaler en Zeushelligdom, hvor også Dionysos blev dyrkedes gennem ofringer af honning.
En anden lertavle opregner antallet af ansatte i en tekstilindustri og nævner to stednavne fra det vestlige Kreta; Wa-to og Pu-na-so. En tredje tavle er en optælling af ti hestevognhjul.
I den turbulente Postpalatiale periode blev der stadig rejst nye bygninger på Hagia Aikaterini, men omkring 1150, i slutningen af den minoiske civilisations levetid, blev området forladt i en periode. Dog blomstrede Kydonia igen i anden halvdel af 8. århundrede fvt., hvor havnen fungerede som knudepunkt for handel og transport til og fra vesten. Der er fundet typisk keramik fra Attika, Argos, Korinth og Kykladerne, muligvis i forbindelse med en helligdom, der har ligget på stedet siden mykensk tid. Til ingens overraskelse blev der bygget en kirke på nøjagtigt samme sted i kristen tid.
Beboelsen af højen begynder i slutningen af Neolitisk tid (3500 fvt.) og fortsætter uafbrudt op til i dag, og allerede i Præpalatial tid (3000-1500 fvt.) bevidner den tætte og omhyggeligt konstruerede arkitektur om byens vigtighed. Der er vægge pudset op med mørkerød gips, tykke, stampede lergulve med omhyggeligt nedsunkne arnesteder, og flere steder er der fundet lokal keramik af helt enestående høj kvalitet. Importvarer og efterligninger afslører handel med bl.a. Knossos, Peloponnes og Kykladerne.
Henimod slutningen af den præpalatiale periode sker der en forøgelse i befolkningen, hvilket forbindes med en generel økonomisk vækst, og det resulterer i koloniserigen af den nærliggende ø, Kythera. Det er på dette tidspunkt, at paladserne Knossos, Phaestos og Malia begynder at få deres indflydelse på øen, og dette spores også på Hagia Aikaterini-udgravningen. Det er begrænset, hvad der har været af fund fra Protopalatial periode (1900-1700 fvt.) i forhold til perioderne inden, sandsynligvis på grund af yngre fundamenter, som "tynger" på de ældre lag. Alligevel er der rigeligt med beviser for, at beboelsen stadig blomstrede. I Neopalatial periode (1700-1450 fvt.) findes der tydelige tegn på omhyggelige om- eller genopbygninger. Arkitekturen er fuld af fornyelser og meget af det er træk, man først har set på paladserne, men senere på rige huse og villaer omkring dem. Størstedelen af det blotlagte område på Hagia Aikaterinitorvet tilhører den sidste del af denne periode (som også kaldes Senminoisk 1b)
Udgravningen har blotlagt grundplanen af en bygning, samt dele af tre andre. De er opdelt i blokke, adskilt af smalle gader og små torv. Den hele af bygningerne har et grundareal på 225 m² og har været i to etager. Alene i stueetagen var der 14 rum, og hovedindgangen, der findes ud til gaden mod syd, inkluderer et polythyron (en hal med flere døre), en lysbrønd, køkken og en dobbelttrappe.
I midten af køkkenet findes en af de føromtalte, nedsunkne arnesteder, og fund af vægte umiddelbart ved siden af, afslører vævens placering. Fund fra de andre rum identificerer lagerrum, arkiv og et skatkammer.
Forskellige små rør vidner om opsamling af regnvand fra tage og lysbrønde, mens andre rør, placeret under gadeplanet, har fungeret som kloakering.
Stedet blev ødelagt af en voldsom brand omkring 1450 fvt (hvilket stemmer overens med andre ødelæggelser overalt på resten af øen), og det tykke askelag, som efterfølgende dækkede ruinerne, har indkapslet og bevaret flere data for eftertiden, end det har været tilfældet med de tidligere faser. Straks efter branden er stedet blevet genopbygget, omend kun delvist, og her har man fundet et segl af særdeles fin kvalitet, kaldet "The Master Impression". Seglet er af helt særlig betydning for både udgravningen og Kreta, da det forestiller noget meget sjældent for minoisk billedkunst: Et toetagers byggekompleks.
Bygningerne er placeret ud til en stejl klippekyst, og faktisk er ligheden mellem lansdskabet på seglet og det område af Kastellihøjen, det blev fundet på, så slående, at man mener, at det ikke kan være tilfældigt. Bygningens tage er udsmykkede med hellige horn - som det er udbredt i minoisk tid, men den centrale og højeste bygning har tillige en statue af en ung mand.
I begyndelsen af det 14. århundrede (dvs. i 1500 tallet) før vor tidsregning var handelsbalancen rykket over i mykensk favør, og Kreta kun en mindre del af denne verden. På Hagia Aikaterini sker dette samtidig med et nyt byggeprogram, hvor pladsfordelingerne i de nye bygninger var markant anderledes: Rummene var store og som regel i stueetagen, og der var massevis af hygiejneområder.
Det lokale pottemagerværksted blomstrede, og særligt khaniote-krukker er fundet. Disse blev som regel brugt i handlen med lokal olivenolie, og krukker af denne type er fundet i Mykene, Tiryns, Eleusis, Orchomenos og Theben.
Området brændte igen omkring 1300 fvt, hvilket resulterede i, at man har bevaret flere tavler med Linear B skrift. En af disse omtaler en Zeushelligdom, hvor også Dionysos blev dyrkedes gennem ofringer af honning.
En anden lertavle opregner antallet af ansatte i en tekstilindustri og nævner to stednavne fra det vestlige Kreta; Wa-to og Pu-na-so. En tredje tavle er en optælling af ti hestevognhjul.
I den turbulente Postpalatiale periode blev der stadig rejst nye bygninger på Hagia Aikaterini, men omkring 1150, i slutningen af den minoiske civilisations levetid, blev området forladt i en periode. Dog blomstrede Kydonia igen i anden halvdel af 8. århundrede fvt., hvor havnen fungerede som knudepunkt for handel og transport til og fra vesten. Der er fundet typisk keramik fra Attika, Argos, Korinth og Kykladerne, muligvis i forbindelse med en helligdom, der har ligget på stedet siden mykensk tid. Til ingens overraskelse blev der bygget en kirke på nøjagtigt samme sted i kristen tid.
Abonner på:
Opslag (Atom)