Louise på Slap Line

Så blev det hverdag, og der blev taget hul på en helt ny sektion af udgravningen. Ikke at det var særlig populært hos udgravningens naboer, der må gå på planker for at komme ud af deres døre. Særligt en ældre dame har meget travlt med at skælde ud, mens en børnefamilie længere oppe ad gaden har travlt med at advare os mod mistænkelige typer i kvarteret.

Den gamle udgravning

Området med gravene

Jeg er kommet i den herlige Birgittas varetægt og har på nuværende tidspunkt haft succes med at registrere flere genstande, end det lykkedes mig at få gjort i Rom. Til gengæld snakker jeg ikke så højt om mine meritter som fotograf.
Jeg tager massevis af billeder – det kan man roligt sige – men de første tre dage har været én lang række fiaskoer. Først var mine billeder overbelyste; så var de alt for mørke, og jeg kunne ikke justere dem i Photo Shop. Da jeg var henne for at vise Erik billederne i privaten, var det lige før han troede, at der enten var noget galt med kameraet eller computeren, så jeg blev sendt tilbage til mit værelse efter begge dele – naturligvis ikke på én gang, så jeg pendlede frem og tilbage, så en lille, gammel dame, der sad og nød aftensolen på sin altan, til sidst råbte velsignelser efter mig, fordi jeg blev ved med at løbe i varmen. Da jeg havde fået slæbt alle mine tekniske ting frem, viste det sig, at jeg bare havde fejlinstalleret kamerablænden til minus 103 i stedet for PLUS 103. Jeg følte mig særdeles dum... Erik grinede bare af mig. Birgitta kunne ikke forstå hvordan jeg kunne bære mig ad. Jeg forstår det heller ikke.

Så i dag har jeg måttet omfotografere to dages arbejde. Oveni havde kameraets hukommelseskort ikke gemt billederne – troede jeg – så jeg måtte fotografere skidtet om igen. Da disse så heller ikke var på kortet, da jeg skulle overføre billederne, blev jeg ikke bare irriteret, jeg gik også i panik! Det viste sig dog, at det bare var et spørgsmål om at hive et stik ud og sætte det fast igen, så opdaterede overførslen. For pokker da ikke også! Jeg har ikke fornemmelsen af, at jeg har gjort mig bemærket som et videre intelligent individ... Men Birgitta har da kaldt mig skat, så jeg tror ikke, at hun ligefrem hader mig.

Birgitta er svensk; hun er gift med Erik, og hun taler et herligt sammensurium af forsvensket dansk, fordansket svensk, engelsk og græsk, som ikke gør mig mindre forvirret. Hun er desuden særdeles dygtig til at identificere potteskår. Hver dag går vi ned på museet, som ligger midt i turistområdet, for at se til de fund, der er blevet vasket. Museet har fastansatte til at vaske fundene, så arkæologerne ikke behøver at gøre det, og i stedet kan bruge tiden på udgravning og rapportarbejde. Vi ser bunkerne af fund igennem, vejer de forskellige grupper og udvælger repræsentative genstande til registrering. Disse tager vi med tilbage på magasinet, som ligger i nogle gamle, venetianske skibshuse. Her står der kasser med fund fra hele byen, helt tilbage fra halvfjerdserne. Alle er ordnet i nøje afmærkede kasser, så alle nemt kan finde det, de leder efter. Dog har Birgitta og Erik en krig kørende om kasserne. Hun gemmer de tomme så godt hun kan, fordi de skal bruges til de registrerede ting – og han kommer og stjæler dem til at transportere fund fra udgravningen. Hun har bandet og svovlet så meget over det, at han er begyndt at sende en ung, græsk fyr i stedet: ”Det er godt gjort, at han bare sender sådan nogle unge, smukke mænd herhen, som jeg ikke kan sige nej til!”

Udgravningsområdet - Den aktive udgravning er oppe ad vejen i højre side af billedet.

Til gengæld sker der ting og sager i marken! Vi var knapt kommet under asfalten, før en tidlig kristen kirke kom frem, samt resterne af en brønd og fire grave. De tre af gravene var tomme, men den fjerde var fyldt med skeletter – i hvert fald fire mennesker. De var skyndsomt begravet, og efter nogen debatteren frem og tilbage og ringen til en knoglespeciallist, blev jeg sendt fra magasinet i fuld galop for at advare holdet om, at der var fare for langtidsholdbare sygdomme. I første omgang bød risikoen på skoldkopper, miltbrand eller tyfus, så jeg lyttede ikke til rådet om at lade være med at løbe i middagsheden! Heldigvis havde ham, der håndterede knoglerne allerede fået handsker på, men min advarsel satte gevaldigt liv under fødderne på min leder – som ellers ikke ligger på den lade side. Han strøg med mig ned på magasinerne for selv at høre mere om advarslen. Det blev udspecificeret, at risikoen for tyfus var størst, og at alle, der havde med gravene at gøre, skulle vaccineres hurtigst muligt. Jeg så allerede i ånden, hvordan vi fik spredt epidemier af diverse frygtelige sygdomme over hele byen. Birgitta og Anaya (en rigtig sød dame, der taler et perfekt engelsk og studerer solderester gennem et mikroskop for at finde korn, fiskeskæl og så videre) styrtede af sted for at få arrangeret en vaccinationstid. Jeg stod alene tilbage i magasinet med vagten, der konstant talte i telefon, og diverse turister, der troppede op i døren for at fotografere indenfor. Jeg skyndte at få fotograferet det, jeg havde kikset tidligere, så jeg ikke var alt for langt bagud, men her til aften har jeg opdaget, at der er en hel fundgruppe, jeg har overset. Aaaaargh!!!
Pludselig troppede den unge gravere op og sagde et eller andet til mig på græsk, som sikkert havde noget med kasser at gøre – det var det så ikke i første omgang. Han havde brug for markeringssedler. Jeg havde ingen anelse om, hvor man fandt dem, så jeg stjal nogle til ham, fra et nærliggende skrivebord. Senere kom han tilbage for at hente kasser.

Da Birgitta og Anaya kom tilbage, fortalte de, at de havde været på fire forskellige klinikker – bare fordi tingene altid skal være sværere at opnå i Grækenland – og at de ligefrem havde været oppe at skændes med en læge, som mente, at deres ønske om en vaccination var tåbelig: ”Hvem i alverden bliver vaccineret for tyfus nu til dags?!” Birgitta havde ligefrem lyst til at spørge, om damen nu var sikker på, at hun også var læge. I alle tilfælde tropper der én op på udgravningen i morgen klokken halv ni, og så må folk ellers bare frem med armen.