Der blev vaccineret i hobetal - selvom sprøjtedamen var meget magtliderlig og alting skulle ske efter HENDES piberytme. Nå; jeg var ikke blandt nålepuderne, så jeg kunne heldigvis være lideglad, men alle de øvrige i husstanden led under ømme arme og forbud mod at spise fisk og æg eller drikke alkohol. Ikke, at det var noget større problem, bortset fra, at forbuddet i sig selv satte gang i lysten til netop disse ting.
Oveni har udgravningen fået et nyt medlem. Robin, Ann og Naja var på vej ned for at handle, da de stødte på en lille, sort pølse på gaden. Ved nærmere undersøgelser viste det sig at være en 6 uger gammel hundehvalp, der var dækket og døden nær af lopper. Naja huggede straks en plastickasse, som de fik hvalpen op i, og alle løb op til Erik, som sprang ud i bilen og så gik det ellers i fuld gallop til dyrlægen. Her blev den lille omgående behandlet og skulle være til i overvågning natten over. Næste dag tog Erik, Naja og jeg ind efter den. Da var det en helt anden lille hvalp, der mødte os. Den logrede ligefrem! Men så snart den kom ned i transporttasken, gik den helt kold og snorksov hele vejen tilbage til huset. Den fik masser af vand og blev virkelig puslet om. Robin mente, at den skulle kaldes Titus Livius, fordi den "Lived". Det blev hurtigt til Tyfus Livius, men det blev stemt ned. Store, tjekkiske Thomas foreslog, at den kom til at hedde "Erico" efter Erik (de græske gravere udtaler det Erico), fordi han havde været med til at redde ham. Det blev enstemmigt vedtaget. Lille Erik er sort og ligner umiddelbart en planding mellem en rottweiler og en gravhund. Han er vældig sød, meget rolig og artig, og det er tydeligt, at han har taget os til sig. Han bor hos Naja, der bor et sted, man må have hund. Hun har allerede gamle Vilma, hvis reaktion hun var meget bekymret for, da Vilma hader andre hunde. Men Vilma tog det overraskende fint - så længe Erik respekterer, at hun skal være den første, der hilser på Naja ved døren, når hun kommer hjem.
Søndag foreslog Ann at vi tog til stranden, men jeg havde stadig mine skoldede tæer i erindringen, så jeg takkede pænt nej. Naja spurgte, om jeg i så fald ville passe Erik, for hun var stadig lidt bekymret for at lade de to hunde være alene hjemme sammen. Jeg ville med glæde agere tante, selvom hunde er strængt forbudt i huset. Så Erik og jeg barrikaderede os på værelset, og jeg tændte for værelsets air condition, så der var til at holde ud at være for en lille hund. Erik lå i fodenden af min seng, mens jeg spillede computer og slappede af. Vi hyggede virkelig. Jeg havde naturligvis sat vand frem til ham. Pludselig bankede det på døren; det var rengøringsdamen, men jeg nåede at standse hende ude på gangen, iført nattøj, og præsterede at se tilpas søvndrukken ud til at hun lod værelset være. Det ville jo have været frygteligt hvis hun havde opdaget Erik og havde fortalt det til udlejeren!
Nå. Jeg fandt en udtjent toiletrulle, som Erik hurtigt kastede sin kærlighed over og småtyggede på, og alting var fryd og gammen, til jeg pludselig hørte Birgitta kalde på mig. Jeg blev vildt forskrækket og så i ånden, at de andre var kommet noget til, så jeg sprang ud af sengen og ned i opholdsrummet. I farten lukkede jeg døren efter mig, så Erik ikke ville blive opdaget, for jeg vidste ikke, hvordan det ville blive modtaget, at vi havde ham hos os og ikke hjemme hos Naja.
Både Birgitta og Erik - udgravningsleder og Hundefrelser - var troppet op, hvilket ikke gjorde min bekymring mindre, og jeg spurgte straks. Men der var ikke grund til at være bekymret for dem.
"Nej, det er mere dig, jeg er bekymret for." sagde Birgitta.
Det løb mig koldt ned ad ryggen.
"Har jeg gjort noget galt?"
"Ih, nej!" udbrød Erik, og tog ligefrem piben ud af munden, "vi er meget begejstrede for din indsats. Du laver et fremragende stykke arbejde!" (Her skal det lige tilføjes, at jeg endelig er blevet fuldstændig up to date med fundene og billederne, og Erik var meget imponeret over kvaliteten).
Muligvis er det min generelle glemsomhed og de første dages forvirring og behov for omstilling, der har henledt deres opmærksomhed; måske er det også det faktum, at jeg for første gang i mit liv har følt en form for hjemve, og derfor måske har virket utilpas, jeg ved det ikke. I hvert fald havde de lagt mærke til, at jeg ikke virkede til at have det godt, og med deres fyrre års erfaringer i felten, kunne de også spore begyndende tegn på alvorlig stress:
".... Og når de allerede opstår inden for den første uge af en udgravning, allerede inden, der rigtig kommer drøn på, tyder det ikke godt for resten af opholdet," sagde Birgitta, "så vi har valgt at sende dig hjem."
Hun var meget tydeligt bekymret for mig. Hun fortalte, at hun havde spekuleret så meget over det, at hun ikke havde fået sovet.
Imens de havde talt, havde Lille Erik været helt hysterisk, fordi jeg havde efterladt ham. Han skreg og hylede og sprang mod døren oppe på værelset, og selvom det skar mig i hjertet, lod jeg som ingenting og håbede, at de troede, at det var en af naboernes hunde. De lod tydeligvis ikke til at bemærke noget, men da de foreslog at jeg kom med ned til dem for at bestille flybilletten hjem, var jeg nødt til at bekende kulør.
"Jeg er lige nødt til at gå op efter Erik," røg det ud af mig. De så forståeligt nok overraskede ud.
"Æææh... Ja, øh, vi valgte at opkalde ham efter dig, Erik, fordi du hjalp med at redde hans liv." Tiøren faldt, og Eriks øjne lyste op af glæde.
"Er det hundehvalpen?! Er han her? Må vi ikke nok se ham?!" spurgte Birgitta, der endnu kun havde hørt om Eriks tur til dyrægen (vælg selv hvilken af Erik'erne). Jeg gik straks op efter ham. Erik var holdt op med at jamre og havde i stedet gemt sig under sengen. Arme lille fyr. Så han kom straks op i min favn. Store Erik og Birgitta blev straks som to, nybagte bedsteforældre, og Erik var sikker på, at han lignede ham. Jeg tror, at det faldt i rigtig god jord, at han havde fået heltestatus.
Nå... Men jeg var altså blevet sendt hjem. Vi tog op for at bestille en flybillet til den næste dag, og jeg gik hjem for at pakke. De andre blev temmelig chokerede over nyheden, og der var en underligt, tung stemning resten af dagen. Om aftenen gik vi ud at spise for at tage afsked.
Jeg skulle flyve halv fire den næste dag, så jeg troppede op ved udgravningen og tog en sidste afsked klokken to, inden Naja og Birgitta kørte mig til lufthavnen. Jeg skulle mellemlande i Wien, og turen forløb uden større begivenheder, end at sæderne bag min kække, franske sidekammerat og jeg, var tomme, så vi rigtig kunne brede os med at tage en sæderække hver.
Jeg havde ringet til min mor for at høre, om hun kunne hente mig i lufthavnen, og på trods af mine forsikringer om, at jeg var okay, havde hun været ved at gå til at bekymring. Hun nægtede at ånde lettet op, før hun så mig.
Nu sidder jeg så hjemme hos hende; efter kun een uge på en udgravning, jeg ellers har glædet mig til at deltage i, i mere end et år. Jeg er bare glad for, at jeg ikke blev sendt hjem fordi de var rædselsfuldt utilfredse med mig. Det er ærgerligt, men sådan kan det gå.
Jeg ved ikke, hvad der vil ske videre med bloggen, som jo var blevet oprettet for at fortælle om alle de finurlige ting, der ville komme til at ske under mit ophold.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar