Det der med flytransport...

Jeg var meget nervøs allerede fra morgenstunden, og jeg var oppe en time før uret ringede. Det sidste blev pakket, håret blev vasket, og så var det ellers af sted mod Kastrup. Min mor og jeg kørte rundt længe for at finde et sted at parkere, men det lykkedes, og så var det tid til at checke ind. Det skulle man selv gøre - hvilket ikke gjorde min nervøsitet mindre, men det gik uden større vanskeligheder, og min rygsæk blev ligeledes afleveret. Jeg forsøgte at trække tiden ud, inden jeg skulle tage afsked med min mor, men den gik ikke, og jeg var nødt til at passere security. Jeg fløj med Norwegian og havde tilmeldt mig en telefonservice, som ville underrette mig om eventuelle aflysninger. Denne service anviste mig til gate A-6.

Græsbjørn er klar!

Men der var øde og tomt ved A-6... Det viste sig, at afgangen til Chania var fra A-26. Den lå i den fjerneste ende af Kastrup Lufthavn, ned ad en trappe og så halvvejs tilbage igen, Det var lige før, at det havde været hurtigere at gå hele vejen til Kreta...
Da jeg kom frem, viste monitoren, at afgangen var forsinket 20 minutter. Sms-tjenesten bombarderede mig stadig med meldinger om, at jeg skulle boarde fra gate A-6...
En stakkels, rundmavet mand løb frem og tilbage for at komme til sin gate, mens han blev kaldt og kaldt over højtalerne, men han måtte ikke skyde genvej ude mellem flyene - heller ikke selvom han gispende faldt på knæ med et "Please!" for sikkerhedsfolkene.
Jeg sympatisvedte - en lovende start på turen. Der kom flere og flere til gaten, og vi fik at vide, at vi ikke kunne komme ud i flyet, fordi der var problemer med at få en passager ud af flyet fra en tidligere afgang. Det var meget spændende. Imens måtte halvdelen af de rejsende, der skulle med samme fly som jeg, stå i en glashal, der bare blev varmere og varmere. Klokken 15:30 - med over en times forsinkelse - kunne vi få lov at gå ombord.
Jeg skulle flyve med en flok kæphøje post-teenagere, som jeg personligt gerne ville have sluppet for at sidde LIGE FORAN, men nej. Det hjalp heller ikke, at den mandlige steward så rasendes godt ud og hele tiden hilste på mig og stillede sig op lige foran min gangplads, da sikkerhedsproceduren skulle gennemgås. senere, da der blev serveret mad, fik han også stillet sig sådan, at jeg fik hans mås i ansigtet, da han bukkede sig efter et eller andet. Jeg kunne helt klart ikke få lov at læse om udgravningen i fred...

Da vi ankom til Chania var det, at jeg kom i tanker om, at Hallager, som havde lovet at hente mig, ikke vidste hvordan jeg så ud! Så stressede jeg igen, mens jeg blev genforenet med taske og kom fri af færgetrækket af danskere, der skulle på charterferie. Pludselig var der en lille solbrændt dame, der spurgte mig, om jeg var Louise. "Øh, ja?" svarede jeg, og det viste sig at være Hallagers kone, Birgitta. Erik sprang rundt bag mig og ledte som en gal. De havde aftalt at se efter een med masser af bagage, uden børn og med et tilpas forvirret ansigtsudtryk. Og den beskrivelse passede perfekt!

Vi kørte fra lufthavnen i solnedgangen - den er meget kort hernede - og snakkede en masse. De var nysgerrige efter at høre om vejret i Danmark - og naturligvis om mig. Birgitta pegede så snart der var en seværdighed, jeg ikke måtte misse, og jeg ærgrede mig inderligt over, at jeg ikke havde kamera med.

Efter at være kørt rundt i en masse små gader, var vi fremme, og Birgitta viste mig vores hus. De selv boede et andet sted. Stedet, jeg bor, er blåt og med gårdhave og en masse katte. De andre var ved at spise, da jeg kom, og jeg fik mad med. Jeg deler værelse med en arkitektstuderende fra Århus ved navn Ann, som står for de overordnede tegninger, mens svenske Robin bor overfor os, og tjekkiske Thomas bor nedenunder. En fjerde er Naja, som bor i et hus for sig, fordi hun har sin lille hund med.

Vores fantastiske, astmavenlige vægudsmykning

Min ven, Skab. Kan godt lide brydning - det opdager man hver gang, man skal lukke lågen. Har INGEN hylder...

Ann og Robin i køkkenet.

Entre

Lige overfor os bor et ældre, amerikansk ægtepar og en gammel, græsk dame, der harker konstant. Hun er allerede navngivet Harkeren. Det amerikanske par er rigtig søde og meget interesserede i udgravningen. De er hele tiden ude at opleve et eller andet, og den gamle mand har ikke holdt fødsselsdag hjemme de sidste fire år, fordi de rejser så meget. De er meget livsbekræftende. I skrivende stund sidder han - pukkelrygget og med hinkestensbriller og bøllehat - overfor mig og tjekker mails på sin computer. Der er ikke internet i huset - men der er myrer og meget varmt - så hvis man vil føre blog, må man gå ned til receptionen på et nærliggende hotel. Det betyder, at min blog muligvis ikke bliver opdateret hver dag; det kommer an på, hvor travlt jeg får. 

Græsbjørn of Arabia....

I dag, søndag, tog vi til stranden, for de andre arkæologer og arkitekten trængte til at blive dyppet. Det gik der hurtigt to timer med. Jeg skoldede naturligvis mine tæer på sandet, og var et komisk sidestykke uden lige, da jeg forsøgte at forlade stranden med rygsæk, håndklæde og sandaler i hænderne. Vi spiste og besøgte museet for blandt andet at se "The Master Impression", som er det helt store, lokale fund.